Om mig
Mit navn er Thomas Laurits Vedel Mogensen, og er indehaver af Specialpsykolog Thomas Mogensen ApS. Som autoriseret psykolog, specialpsykolog i psykiatri og specialist i psykoterapi har jeg mange års erfaring med udredning og diagnostik af komplekse psykiske lidelse og udviklingsforstyrrelser. Jeg tilbyder grundige udredninger med kort ventetid og kan i samarbejde med en privatpraktiserende psykiater hurtigt iværksætte medicinsk behandling, hvis det er nødvendigt.
Min uddannelse og erfaring
Jeg blev uddannet cand.psych. fra Aalborg Universitet i 2003 og autoriseret af Psykolognævnet i 2006. Herefter videreuddannede jeg mig som specialpsykolog i psykiatri gennem en 4-årig specialistuddannelse og som specialist i psykoterapi og klinisk psykologi, hvilket typisk tager 3-5 år. Jeg har desuden gennemført en 3-årig uddannelse i psykodynamisk psykoterapi samt 1-årige uddannelser i både kognitiv adfærdsterapi (KAT) og mentaliseringsbaseret terapi (MBT).
Jeg har 16 års erfaring i voksenpsykiatrien og 4 års erfaring i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor jeg har arbejdet i både ambulante og stationære afsnit. Jeg har etableret og ledet et behandlingstilbud for personlighedsforstyrrelser i voksenpsykiatrien. Min specialisering omfatter især udredning af autisme hos unge og voksne samt ADHD/ADD, og jeg udarbejder specialpsykologiske undersøgelser for kommuner og jobcentre.
Derudover har jeg fungeret som vejleder og supervisor for psykologer, læger og andre faggrupper samt undervist i mentaliseringsbaseret terapi (MBT) i Nordjylland. Jeg har erfaring med en bred vifte af diagnoser, herunder angst, depression, bipolar lidelse, PTSD, personlighedsforstyrrelser, ADHD, autismespektrumsforstyrrelser og skizofreni.
Personligt
Jeg er født i 1975 og opvokset i Nordjylland, omgivet af det smukke, kuperede Himmerlandske landskab og skov. Min fritid tilbringer jeg ofte med min kone og vores fire sammenbragte børn. Jeg nyder at vandre i naturen, komponere musik, dyrke slægtsforskning og skrive. Som person er jeg nysgerrig, åben og kreativ, og jeg værdsætter et godt grin og humoristiske drillerier.